250.000 kr. fra SE Vækstpulje

Det er med stor glæde, at Fredericia Maskinmesterskole kan meddele, at SE Vækstpulje har besluttet at bevilge kr. 250.000,- til FMS’ afdeling på Niels Bohrs Vej i Esbjerg.

Siden den spæde opstart på adressen i Esbjerg i 2013 har det været vores fornemmeste opgave at indrette den gamle bygning til en moderne og fremadskuende uddannelsesinstitution. Det har heldigvis ikke skortet på opbakning fra lokale kræfter og fra fonde, og seneste håndsrækning kommer altså fra SE Vækstpulje. Denne bevilling er øremærket lokalet, der kommer til at hedde ”Innovatoriet”. Innovatoriet bliver et stort multirum, der kan anvendes til forelæsninger og stormøder, det bliver et centralt rum under de årlige åbent hus-arrangementer, og ikke mindst bliver det dér, de mange kommende maskinmestre skal afholde dimission og modtage deres eksamensbeviser. Første gang dét sker i Esbjerg, bliver i januar 2018

Rektor for FMS, Torben Dahl, udtaler: ”Med fondsdonationen fra SE Vækstpulje får vi nu mulighed for at indrette Innovatoriet så det bliver det fleksible og moderne multirum, vi ønskede.”

 

SE Vækstpulje

Energi – og telekoncernen SE har en vision om at fremtidssikre det samfund, som SE’s kunder og andelshavere er en del af. En af de måder SE gør det på, er ved at uddele midler fra SE Vækstpulje til at støtte værdiskabende formål.
SE’s repræsentantskab besluttede at etablere SE Vækstpulje i april 2014. Med vækstpuljens midler kan SE tage endnu højere grad af ansvar for det erhvervs-, uddannelses-, forenings- og kulturliv, som SE's kunder og andelshavere bevæger sig i.
Bestyrelsen for SE Vækstpulje varetager udvælgelsen af de projekter, puljen tildeler støttekroner og uddeler midler tre gange årligt. SE's repræsentantskab beslutter på det årlige repræsentantskabsmøde, hvor mange penge SE Vækstpulje har til rådighed. I 2016 er der afsat 15 mio. kr. til puljen.