Bliv automationsteknolog på FMS

Erhvervsakademiet Lillebælt starter uddannelse op i Fredericia. Unge med interesse for robotter, IT og produktion vil dermed snart kunne uddanne sig til automationsteknologer i byen.

I Trekantområdet er der tryk på kedlerne inden for områder som produktion og logistik. Derfor har det længe været en klar målsætning for Fredericia Kommune at få flere videregående uddannelser til byen. Særligt inden for de tekniske områder.

Nu får unge fra området snart mulighed for at uddanne sig inden for et felt, der fremadrettet får stor betydning for danske virksomheders globale konkurrenceevne. Det glæder borgmester i Fredericia Jacob Bjerregaard.

Det er meget positivt, at vi får automationsteknologuddannelsen til Fredericia, for det er med til at forme Fredericia til en endnu mere attraktiv uddannelsesby. De erhverv, som har brug for automationsteknologer har vi mange af i Fredericia, og det er stærkt, at vi nu i samarbejde med EAL kan sikre fødekæden fra ung til faglært, udtaler en glad Jacob Bjerregaard.

Rektor ved Erhvervsakademiet Lillebælt, Jens Mejer Pedersen, ser også frem til, at uddannelsesinstitutionen for første gang åbner op for uddannelsesaktivitet i Fredericia. Opstarten af uddannelsen til automationsteknolog foregår i tæt samarbejde med Fredericia Maskinmesterskole, der blandt andet kommer til at lægge lokaler til undervisning og produktionslaboratorier.

Vi har længe haft et godt og nært samarbejde med Fredericia Maskinmesterskole. Derfor er det med stor glæde, at vi nu sammen kan realisere et konkret tilbud om at uddanne unge til en branche i rivende vækst, udtaler Jens Mejer Pedersen, der ser frem til at udbygge det faglige fællesskab på tværs af de to institutioner.

Også udvalgsformand i Uddannelsesudvalget i Fredericia Kommune, Pernelle Jensen, ser frem til, at områdets unge får endnu en attraktiv uddannelsesmulighed i byen.

Vi arbejder hele tiden på at skabe et uddannelsesmiljø, som er attraktivt og nytænkende, så vi kan tiltrække unge fra hele landet og fastholde vores egne unge mennesker i Fredericia. Automationsteknologuddannelsen er et af mange små skridt, der realiserer målsætningen, men samtidig også understøtter erhvervslivets behov for at få de rette kompetencer, udtaler Pernelle Jensen.

Og erhvervslivet i området kommer til at spille en vigtig rolle i tilblivelsen af uddannelsen.

Det praksisnære er et grund-DNA i vores uddannelser, derfor glæder vi os nu til, at vi skal have et endnu tættere samarbejde med virksomhederne i området, så vores kommende studerende kan få en masse spændende muligheder for projekt- og praktikforløb undervejs i deres uddannelse, afslutter rektor Jens Mejer Pedersen.

I overensstemmelse med regeringens planer om udflytning af statslige arbejdspladser er det målet, at de første studerende på uddannelsen til automationsteknolog i Fredericia kan starte allerede til sommer.
 

Klik på billedet nedenfor, og se indslag fra DanmarkC TV med rektor på FMS, Torben Dahl:

TV-interview