Samarbejde med Esbjerg Gymnasium

I efteråret 2018 vil elever, der har fysik på B-niveau på Esbjerg Gymnasium, have to laboratoriedage på FMS Esbjerg, hvor de kommer til at arbejde med relæteknik, elteknik og køleteknik.

FMS har indgået denne samarbejdsaftale med Esbjerg Gymnasium som en del af regeringens teknologipagt. Formålet med teknologipagten er at skabe større interesse for uddannelser inden for teknologi, it, ingeniørkundskab, naturvidenskab og matematik.

Med det store behov for teknisk arbejdskraft i det danske erhvervsliv in mente håber vi naturligvis gennem dette samarbejde at udbrede kendskabet til maskinmesteruddannelsen og de mange muligheder, uddannelsen giver i erhvervslivet.

Gennem flere år har FMS deltaget i den landsdækkende studiepraktik, hvor elever på gymnasiale uddannelser deltager i et 2-3 dages forløb på en videregående uddannelse. Erfaringen viser, at når de unge gennem studiepraktik får øjnene op for maskinmesteruddannelsens mange kvaliteter, søger de også ind på uddannelsen. Mange ved dog ikke på forhånd, hvad uddannelsen indebærer. Derfor er det en ekstra stor fornøjelse at indgå samarbejder med ungdomsuddannelser, således at unge teknisk interesserede kan få et mere detaljeret indblik i en af de mange veje, de kan vælge at gå i uddannelsesverdenen.

 

Christian og Rasmus ses nedenfor under studiepraktik i 2015. Begge er p.t. studerende på hhv. FMS Esbjerg og FMS Fredericia.
Studiepraktikanter