Energiens Folkemøde 2018

Den 14. og 15. august 2018 afholdtes for første gang Energiens Folkemøde i Esbjerg, og naturligvis var det noget, vi på FMS gerne ville deltage i. Esbjerg er jo netop Danmarks energimetropol, og mange dimittender fra FMS finder beskæftigelse i netop energibranchen.

FMS' telt
Rektor Torben Dahl, lektor Henrik S. Pedersen samt fem af vores fantastiske studerende i FMS-teltet

 

Folkemødet var arrangeret til at falde sammen med Esbjerg Festuge og var at finde på Rio-grunden, der ligger centralt i Esbjerg. I løbet af de to dage blev der afviklet et alsidigt program med bl.a. paneldebatter og foredrag i hovedteltet på pladsen, hvor der også var 20 mindre telte, hvor virksomheder, uddannelsesinstitutioner mv. havde taget opstilling.

FMS var på pletten i et af teltene, hvor både studerende og ansatte stod klar med bl.a. et køleanlæg, som besøgende kunne få lov at kigge nærmere på. I løbet af de to dage, folkemødet varede, nåede der at komme en del besøgende forbi, som fik en snak og naturligvis også information om maskinmesteruddannelsen og -faget generelt.

Ministeren på folkemødet

Ministeren på FMS

Tirsdag den 14. var en af talerne på folkemødet energiminister Lars Christian Lilleholt, som efterfølgende deltog i et møde med Energigruppen i Esbjerg, hvor der er interessenter fra energibranchen, uddannelsessektoren og Esbjerg Kommune. Mødet blev afholdt på FMS Esbjerg, og det var en stor fornøjelse at kunne vise vores flotte skole frem for ministeren og de øvrige gæster. Blandt deltagerne var rektor på FMS, Torben Dahl, Glenda Napier, direktør for Offshoreenergy.dk, Susanne Nordenbæk, direktør i Esbjerg Erhvervsudvikling, samt Verner Andersen, vicedirektør i Semco Maritime.

Ministeren modtages på FMS
Energiminister Lars Christian Lilleholt blev modtaget på FMS Esbjerg, hvor rektor Torben Dahl (tv.)
gav ham den sikkerhedsbriefing, alle gæster modtager ved ankomst til skolen.

 

Ministeren talte på mødet om energiaftalen fra den 29. juni 2018, hvor ambitionen bl.a. er, at danskernes elforbrug i 2030 skal dækkes af vedvarende energi. Dernæst var der en række emner, der blev bragt på bane af de øvrige deltagere, herunder incitamenter for fortsat olieindvinding, Esbjergs fremtidige rolle i forbindelse med energiforliget, herunder formandskab i Nordsøsamarbejdet. Anvendelse af biogas i transportsektoren samt Energikonferencen 2019 med udgangspunkt i FN’s 17 SDG verdensmål.

Energigruppen til møde på FMS

Alt i alt endte det med at være nogle rigtig gode og spændende dage med energi som det helt store omdrejningspunkt, hvor vi fra FMS var rigtig glade for at deltage.

Mon ikke vi ses til næste år?

 

 

 

På billedet th. ses Energigruppen til mødet på FMS Esbjerg.