Succes med bachelorpraktik

På maskinmesteruddannelsens niende og sidste semester er de studerende i praktik i en virksomhed, hvor de skal beskæftiges med opgaver relateret til emnerne på maskinmesteruddannelsen. De fleste studerende får stillet en opgave, de kan løse i virksomheden, som de derefter bruger som udgangspunkt for at skrive deres afsluttende bachelorprojekt. Projektet forsvares mundtligt og forsvaret markerer enden på 3-4½ års hårdt arbejde for at stå med eksamensbeviset i hånden og verden for ens fødder.

Det problem, den studerende løser under praktikken, kan være teoretisk, men rigtig ofte bliver studerende fra FMS stillet over for opgaver, som de løser så fremragende, at det faktisk kommer praktikvirksomheden til gavn. Med dét in mente er det ikke så underligt, at vores dimittender jævnligt både har skrevet under på en ansættelseskontrakt og er startet på deres nye job allerede inden, de får eksamensbeviset i hånden.

En win-win situation

I efteråret 2018 var Kasper Retvig Jensen i praktik på Follerup Vandværk i Fredericia gennem TREFOR Vand. På vandværket fik Kasper til opgave at effektivisere en række processer, hvilket i sidste ende påviste, at man kunne spare på energien uden at kompromittere vandkvaliteten. Kasper endte med et flot 12-tal for sit projekt, og på Follerup Vandværk vil man nu implementere nogle af hans løsninger.

Kasper

”Kaspers projekt danner grundlag for at effektivisere anlægget i Fredericia. Og de metoder han har belyst, giver også anledning til, at vi kan effektivisere yderligere på nogle af vores øvrige vandværker. På den måde har begge parter fået det optimale ud af praktikperioden”, siger Anders G. Juul, Maskinmester hos TREFOR Vand.

Undervejs havde Kasper god mulighed for at sparre med erfarne kolleger fra TREFOR Vand. Ikke mindst i form af den prøveeksamen, som man arrangerede for Kasper inden han skulle til sin eksamen. Anders G. Juul, som er maskinmester hos TREFOR Vand, instruerede kollegerne i, hvordan det hele skulle foregå, for at komme så tæt på en rigtig eksamen som muligt. 

”Jeg stod overfor en håndfuld ingeniører med mange års erfaring og hver deres specialer, håndværkere, maskinmestre og en afdelingschef og skulle præsentere min opgave. Efter 45 min. fik jeg konstruktiv feedback, så jeg kunne blive helt klar til eksamen”, fortæller Kasper.

Hvis du vil læse hele artiklen, der blev skrevet om Kaspers praktik, kan du læse den her.


Overvældende interesse for praktiktræfPrakriktræf

Den 6. februar 2019 var en fantastisk eftermiddag på FMS. Hele 18 virksomheder og andre organisationer besøgte afdelingen i Fredericia til det, der forhåbentlig bliver en halvårlig tradition: Praktiktræf, hvor virksomheder og studerende kan "mingle" og potentielt lave aftale om et praktikforløb. 70 studerende lagde vejen forbi auditoriet, og lokalet summede af energi og samtaler i flere timer. Mange virksomheder havde op til flere ledige stillinger, så mon ikke der er mange, der er gået hjem med gode forbindelser og appetit på at søge en spændende praktikplads, når nu de studerende skal i bachelorpraktik på 9. semester?

På FMS er vi utroligt taknemmelige for, at så mange virksomheder havde lyst til at deltage og sende repræsentanter ud for at tale med vores studerende. Samarbejdet med erhvervslivet har enorm betydning for kvaliteten i maskinmesteruddannelsen, og vi sætter en ære i at bevare de gode relationer til vores mange samarbejdspartnere.

Praktiktræf