FMS bygger minidatacenter

Pressemeddelse: Fredericia Maskinmesterskole bygger nyt minidatacenter med støtte fra Google og datacenterindustrien

Fredericia Maskinmesterskole (FMS) skruer nu op for ambitionerne og bygger - som noget nyt i dansk sammenhæng - et minidatacenter på skolen. Det sker, efter at Google har valgt at støtte projektet med 100.000 Euro, svarende til små 750.000 kroner. Med minidatacentret vil man komme tæt på den virkelighed, de studerende vil møde som uddannede maskinmestre i datacenterindustrien.

Initiativet bliver en del af det nye datacentervalgfag, som studerende fra sommeren 2020 kan tage på FMS. Ud over at opbevare data kan et datacenter være et større eller mindre højteknologisk kompleks: En masse energi kommer ind, og en masse energi sendes ud igen. Energi skal lagres i store batterier, serverrum skal afkøles, og den overskydende varme fra anlægget skal gerne anvendes, så den ikke går til spilde. For eksempel bliver overskudsvarme fra de store datacentre flere steder sendt videre som fjernvarme og kommer derved lokalområdet til gode. Maskinmesteren har de faglige kompetencer til at føre tilsyn med denne type anlæg og have ansvaret for daglig drift og vedligehold.

“Samarbejdet med Google har skudt en udvikling i gang og medført nogle muligheder, som vi ellers ikke havde fået,” udtaler jens Færgemand Mikkelsen, som er ressourcedirektør på maskinmesterskolen, og som har været en del af arbejdet med det nye valgfag fra dag et. ”Google har været en fantastisk partner, som har stolet på, at vi kunne løfte opgaven, så de roligt kunne støtte vores arbejde med at skaffe mere af den arbejdskraft, som datacenterbranchen mangler. De har desuden været rigtig gode sparringspartnere og har faciliteret netværk til uddannelsesinstitutioner i Europa, som vi nu samarbejder med om uddannelser til branchen. Hele processen har virkelig givet os et løft ind i fremtiden og ud i verden.”

FMS har i hele planlægningsfasen af det nye valgfag haft en god og konstruktiv dialog med ledelsen på det datacenter, Google er ved at bygge i Taulov. I slutningen af 2019 fik skolen bevilget midler fra Google til at installere et solcelleanlæg på toppen af den ene bygning i Købmagergade i Fredericia. Anlægget skal bruges i undervisningen på det nye valgfag, men kan også bruges generelt i undervisningen og til projekter på skolen. Næste skridt i udviklingen er det kommende minidatacenter.

Hos Google er kommunikationschef Jesper Vangkilde glad for det udvidede samarbejde forud for åbningen af det ‘rigtige’ datacenter til efteråret.
“Maskinmesterskolen har vist sig utrolig fremsynet, og vi er glade over at kunne understøtte den faglige udvikling på skolen. Datacentre er en industri, som rummer rigtig spændende muligheder inden for f.eks. innovation og grøn energi, som er centralt for Google. Det håber jeg, at en masse studerende vil gøre brug af”, siger Jesper Vangkilde.

Mini-datacenteret kommer til at bestå af seks såkaldte racks med servere og et tilhørende kølesystem. Strømforbrug, temperatur osv. vil kunne overvåges af et DCIM-system (data center infrastrucure management), og med en såkaldt load bank vil man kunne simulere forskellig grad af belastning af systemet, så de studerende vil kunne lave øvelser i undervisningen. Eksempler på øvelser kunne være optimering af temperatur og køling, eller man kunne simulere tab af energiforsyning, så man er afhængig af nødstrømsanlæg. Alt dette vil give de studerende et helt unikt indblik i arbejdet på et datacenter og give dem en hands-on-erfaring, som man ikke bare lige får i denne branche. 

Ud over bidraget fra Google vil andre virksomheder inden for datacenterbranchen ligeledes støtte projektet, idet det er det første datacenter, der bygges i landet, som udelukkende er til uddannelsesbrug. Det forventes blandt andet, at virksomheder, der leverer fysisk udstyr og software til datacentre, samt rådgivningsvirksomheder tilsammen til bidrage med et beløb, der matcher Googles donation.

“At opbygge et minidatacenter til undervisningsbrug i samarbejde med leverandører fra datacenterindustrien er helt unikt. Det sætter Danmark på verdenskortet ved at vi har en af de førende uddannelsesinstitutioner ift. uddannelse af medarbejdere til drift af datacentre,” siger salgschef Arnth Nielsen fra Datacentergruppen, der er valgt som hovedleverandør på minidatacenteret.

Solceller
Tidligere i 2020 kunne FMS indvie solceller på skolens tag, som ligeledes skal bruges til undervisningen på det nye valgfag